Et par ord om spillemoral
Personligt er jeg nu meget godt tilfreds med at der stadig er en tråd åben for denne her diskussion, for den synes jeg sgu er interessant.
Jeg kan lægge ud med at præsentere mig selv på den måde, at jeg har spillet strategispil før Grepolis.
Og jeg har selv prøvet hvad det vil sige at være den store 'onde' spiller, nærmere bestemt i et internationalt Diplomacy-spil med 33 deltagere, på en kæmpe spilleplade der var hele globen, sådan at man i asien naturligvis kunne sende flådestyrker mod øst og angribe Amerikas vestkyst og vice versa.
Faktisk tror jeg at det spils forløb vil være instruktivt for at få en bedre debat igang (i den udstrækning der da er noget at debattere) så jeg vil lige ridse det op.
Nationerne, 33 stks. var af ret forskellig størrelse fra start. Der var en del frie 'indtægtskilder' (supportcentre) på spillepladen fra start, som man bare kunne kaste sig over/begynde at slås/diskutere om.
Jeg var selv temmelig uheldig med lodtrækningen, som blev foretaget hjemme hos mig i selskab med min ven, der ville være Gamemaster (det var os to der arbejdede på samme kontor og fandt spillepladen på nettet og sagde:
Det der! Wow! Det er vi nødt til at prøve!)
Jeg fik altså lille Cuba, med 3 enheder (minimum) og placeret lige syd for spillets største nation, USA, startende med 11 enheder. (Jaja, skulle det være realistisk skulle USA så nærmere have haft 30 enheder fra start; men nu var det jo
ET SPIIIIIIIL X[ heheh
Anyways, der blev grinet da jeg trak min nation, og jeg begyndte så også at bande over nok at blive sparket hurtigt af spillepladen, efter al maset med at få samlet spillere, og få diskuteret reglerne på plads.
Spillet gik igang. Et træk om ugen, hvor alle træk afgøres samtidig som et stort regnestykke, og resten af tiden til at forhandle efter forgodtbefindende, pr. mail. Hektisk indledende spilleuge, for mit vedkommende. Hvad skulle jeg gøre? USA svarede ikke på mine henvendelser. Oh, crap.
Mexico påstod det samme gjaldt for ham, da jeg tog chancen og meldte ud, efter vi havde fået en rimelig god samtale om vores positioner i stand.
Så vi nåede til det tilsyneladende konsensus at vi begge to var fuldstændigt f***ed hvis USA bare besluttede sig for at æde den ene af os.
Muligheden lå jo åben for en skjult aftale med USA; men for min egen del troede jeg så meget på logikken bag vores bekymring at jeg ikke kunne andet end at gøre som vi aftalte. Da USA kun svarede med en meget sen 5 linjers forsikring om sine fredelige intentioner var der ikke rigtig noget som helst at overveje for mit vedkommende. Enten var jeg allerede færdig i spillet, eller også kunne jeg stole på Mexico. Første træk: Mexico og Cuba kaster 2/3 af deres enheder mod USA. Noget tilvarende sker i Canada og Quebeck (fiktiv nation. Det var nemlig et sp....) USA skriver en forurettet post til alle om at hun er blevet uretfærdigt behandlet fordi hun som den eneste deltager er kvinde.(!!!) Æehh... Nej? Alle har prøvet at forhandle med dig; men du svarer jo ikke?! Er du sikker på at du har læst reglerne? Forstår du hvorfor spillet hedder 'Diplomacy'? Nå. Hun droppede ud. Ny, og ret skarp spiller på banen, som desværre måtte se i øjnene at Mexico og undertegnede for alle vores pæne ord simpelthen ikke turde standse vores forehavende nu hvor vi først var blevet forbrydere i forholdet til USA, og havde vores enheder trukket op mod nord. Oppe nordpå fik USA besnakket Canada og Quebec til at bryde samarbejdet, og trak naturligvis defensivt i forhold til alle; men ikke skarpt nok til standse Mexico og jeg.
Noget senere i spillet havde vi to splittet nord amerika imellem os, ned igennem midten, og aftalt betryggende DMZ's imellem hinanden.
Vi var godt igang med at sætte has på den sidste modstand i sydamerika, og mine flåders front var begyndt at læne sig kammeratligt op ad Europas vestkyst, da Mexico pludselig rykkede ind i vores nøje aftalte DMZ'er. Gys.
Nåhja, det var bare en lille fejl, han havde hørt et rygte. Ah.
Jeg var så heldig at kunne disbande en fremskudt flådenhed (det kan man altid vælge i stedet for at trække enheden tilbage når den skubbes ud af et felt) og havde samtidig et build fra fronten i syd. Så ved at kaste alle flåder tilbage, sikre fronten i syd, sende en hær med konvoj nordover og foretage min to builds lykkedes det mig lige netop at bremse ham i næste træk, inden han nåede at tage mere end 2 centre/enheder fra mig, mens vi begge havde omkring 25 stks. Og med tiden fik jeg presset ham tilbage og taget centre fra ham, indtil han var nede på omkring 7, og jeg selv var nået op på 52, ved at guffe løs på både ham og den tilbageværende del af syden, nu med et par hjælpetropper fra Zaire, den 'onde' krigsherre fra Afrikas interne opgør, som vist mest af alt morede sig over at hjælpe ham der pludselig var blevet malet endnu mere sort end han selv, der aldrig havde æret noget lokalt samarbejde i længere tid. Inden vi, efter 55 spilleuger, altså droppede spillet med mig og to andre (Zaire og Indien) som delte sejrherrer, havde blandt andet Japan og indien hjulpet hinanden med at landsætte 1(!) hær i amerika, efter meget skubberi frem og tilbage. Det kom også frem at der var blevet talt godt for Mexico før hans dolkning af mig. Surprise, surprise.
Pointen med denne beskrivelse er at ja, naturligvis dominerede jeg da mine omgivelser. Jeg tilbød også samarbejde på (syntes jeg da) favorable vilkår til små spillere omkring mig; men ak. Folk var, forståeligt nok, så bange for mig af militære årsager, at min diplomati begyndte at tabe sin virkning, efter jeg begyndte at uddele øretæver til Mexico. Måske blev jeg også lidt af en bølle, efterhånden som magt og paranoia blandede sin egen giftige cocktail.
Jeg nåede bare ikke toppen af magtbalancen uden at bruge mange timer om ugen på at forhandle og tænke taktisk. I Diplomacy er man altid sårbar for sammensværgelser, og lærer gennem spillet, at den bedste forsikring imod dem, er at opføre sig ordenligt, og i øvrigt tænke godt. Denne sunde fornuft er så afbalanceret af at i hvert fald dét spil handler entydigt om at vinde og blive spilbrættets entydige sejrherre, hvorpå spillet så også er entydigt forbi.
Det kan så godt være at Grepolis er broke, i den udstrækning nogen går efter entydigt efter guldet, og efter at jævne enhver tænkelig modstand med jorden.
Det mener jeg så bare vi skal bebrejde spilmekanikken, og ikke dem som tilfældigvis har været på rette sted på rette tidspunkt, og udnyttet mulighederne max. Der er vel stadig mulighed for at forhandle, og mine erfaringer med Dip har vist mig at man ikke bør spilde tiden med at bebrejde den anden hvis han ikke gider lytte; men i stedet prøve at kigge på hvad det egentlig er man selv prøver at sige, og om det overhovedet har nogen rimelighed.
Hvis investering af tid og socialt engagement i spillet er hvad folk forstår ved snyd, synes jeg de skulle holde sig til Farmville, som sikkert er et hyggeligt spil. Det gider jeg altså bare ikke.
Hvis storhertug Thor mener at alle vi andre er nogen tabere, fordi vi godt kan lide at spille spillet med nogen andre mennesker, og derfor vælger at sætte en masse tid af til det (også ret meget mere end jeg for min egen del egentlig havde tænkt mig), har han min allerstørste respekt. Det er da godt han kan finde ud af at bruge tiden på noget ordenligt, som virkelig hjælper menneskeheden. Det er sgu holdning! Jeg ved så bare ikke hvorfor han sidder og skriver her, men sådan er der jo så mange gåder i livet.
X
pro:
/www.diplom.org/index.py
/img818.imageshack.us/img818/8476/winter2100202.gif
/img268.imageshack.us/img268/9608/theendofv33.gif
mirk: