D
DeletedUser
Gæst eller Besøgende
Gæst eller besøgende
Iota's krønikke er til de særlige historier, der med et åbent sind beskriver tingenes stille gang på Iota. Jeg har lagt ud med et lille kvad der ikke bunder i noget bestemt på Iota, men det er mit håb er at I alle med tiden vil fortælle om jeres færden på godt og ondt i denne verden.
Fra bjergenes dyb har jeg min oprindelse. Jeg dvælede i dem i mange år før flittige arbejderhænder fandt mig. Disse beskidte smudsige væsner trak mig op imod sollyset imod min vilje, men selv med bjergets hjælp kunne jeg intet gøre. Disse arbejdere i deres slidte pjalter afleverede mig til en stolt soldat, som virkede til at være deres vogter. Han kiggede blot på mig en enkelt gang før han nikkede anerkendene og sendte mig med den næste oksespand ind imod byen.
I byen blev jeg afleveret til en smed. Smeden var det største og stærkeste menneske jeg nogensinde har set. Han lagde mig i ilden imens han nynnede en stille sang til guderne. Han tog mig ud igen, for blot at forsætte min pine med et nyt våben. Han hammer og ambolt. Med hårde slag der gav genlyd i dagevis bankede han mig i en form efter hans ønske. Sleb mig på en vådsten med en tålmodighed, der må have gjort guderne stolte. Imens han sad der og sleb mig en sidste gang kom en mand ind af døren. Jeg gætter på det var byens militære leder. Han kiggede sig omkring bag sin skinnende hjelm og prægtige dragt, der lyste af stolthed. Til sidst trak han mig op fra smedens grove hænder og vandrede bort.
Turen fortsatte op ad bjergets sider imod et lille tempel på en uanseelig plads bagerst i byen. Ud fra dets døre lød de blideste røster fra de kvindelige præster. Alle sang de gudernes pris. Han afleverede mig ærbødigst til en eunuk, som stille vandrede igennem templets marmorbeklædte haller. Til sidst blev jeg sat på en piedestal under et stort hul i loftet, og sangen fra de underskønne kvinder blev endnu højere selv om de bøjede sig bedende endnu længere ned imod gulvet. Med et åbnede himlen sig og ned sprang en stor minotauer. Han landede tungt og rungende i rummet. Fnyste voldsomt og kiggede på mig med et olmt udtryk jeg nok aldrig vil glemme. Ypperstepræstinden taler til minotauren i et sprog jeg ikke forstår, og imens hendes talestrøm fortsætter griber han mig fra piedestalen og kløver den nærmeste træstolpe i et smidigt sving. Han svinger mig i testende forsøg og pludseligt kan jeg mærke det. Dette er det jeg blev født til. Her hører jeg hjemme.
I samme nu kommer en ung dreng stormende ind og råber: "fjendtlig skibe har lagt til ved stranden" Få sekunder efter er vi allerede på vej ned af bakken fra templet. Fra byens midte kommanderer byens kaptajn os hen imod en mur hvor der allerede er forsamlet en stor skare modløse mænd. I det minotauren springer op på byens mure midt i blandt dem, rejser der sig et kraftfuldt brøl. Med minotaurens brøl rejser soldaterne sig op kampberedte og med håbet spredende iblandt dem. Lidet aner fjenden denne udvikling og presser angrebet op af murene. Den første mands overraskede ansigtsudtryk skal jeg aldrig glemme. Med rædslen malet i hans ansigt bliver jeg banket ind i ham i et syngende sving. Jeg så ham aldrig igen.
I dag længe efter denne første kamp bæres jeg stadig af den samme minotauer. Jeg er kendt som den største og skarpeste økse i hele Grækenland, og der i horisonten skimtes helteverdener og heltekvad, der skal forevige mit navn.
/Øksen
Fra bjergenes dyb har jeg min oprindelse. Jeg dvælede i dem i mange år før flittige arbejderhænder fandt mig. Disse beskidte smudsige væsner trak mig op imod sollyset imod min vilje, men selv med bjergets hjælp kunne jeg intet gøre. Disse arbejdere i deres slidte pjalter afleverede mig til en stolt soldat, som virkede til at være deres vogter. Han kiggede blot på mig en enkelt gang før han nikkede anerkendene og sendte mig med den næste oksespand ind imod byen.
I byen blev jeg afleveret til en smed. Smeden var det største og stærkeste menneske jeg nogensinde har set. Han lagde mig i ilden imens han nynnede en stille sang til guderne. Han tog mig ud igen, for blot at forsætte min pine med et nyt våben. Han hammer og ambolt. Med hårde slag der gav genlyd i dagevis bankede han mig i en form efter hans ønske. Sleb mig på en vådsten med en tålmodighed, der må have gjort guderne stolte. Imens han sad der og sleb mig en sidste gang kom en mand ind af døren. Jeg gætter på det var byens militære leder. Han kiggede sig omkring bag sin skinnende hjelm og prægtige dragt, der lyste af stolthed. Til sidst trak han mig op fra smedens grove hænder og vandrede bort.
Turen fortsatte op ad bjergets sider imod et lille tempel på en uanseelig plads bagerst i byen. Ud fra dets døre lød de blideste røster fra de kvindelige præster. Alle sang de gudernes pris. Han afleverede mig ærbødigst til en eunuk, som stille vandrede igennem templets marmorbeklædte haller. Til sidst blev jeg sat på en piedestal under et stort hul i loftet, og sangen fra de underskønne kvinder blev endnu højere selv om de bøjede sig bedende endnu længere ned imod gulvet. Med et åbnede himlen sig og ned sprang en stor minotauer. Han landede tungt og rungende i rummet. Fnyste voldsomt og kiggede på mig med et olmt udtryk jeg nok aldrig vil glemme. Ypperstepræstinden taler til minotauren i et sprog jeg ikke forstår, og imens hendes talestrøm fortsætter griber han mig fra piedestalen og kløver den nærmeste træstolpe i et smidigt sving. Han svinger mig i testende forsøg og pludseligt kan jeg mærke det. Dette er det jeg blev født til. Her hører jeg hjemme.
I samme nu kommer en ung dreng stormende ind og råber: "fjendtlig skibe har lagt til ved stranden" Få sekunder efter er vi allerede på vej ned af bakken fra templet. Fra byens midte kommanderer byens kaptajn os hen imod en mur hvor der allerede er forsamlet en stor skare modløse mænd. I det minotauren springer op på byens mure midt i blandt dem, rejser der sig et kraftfuldt brøl. Med minotaurens brøl rejser soldaterne sig op kampberedte og med håbet spredende iblandt dem. Lidet aner fjenden denne udvikling og presser angrebet op af murene. Den første mands overraskede ansigtsudtryk skal jeg aldrig glemme. Med rædslen malet i hans ansigt bliver jeg banket ind i ham i et syngende sving. Jeg så ham aldrig igen.
I dag længe efter denne første kamp bæres jeg stadig af den samme minotauer. Jeg er kendt som den største og skarpeste økse i hele Grækenland, og der i horisonten skimtes helteverdener og heltekvad, der skal forevige mit navn.
/Øksen
